Om Dansk Nutidsmuseum
Dansk Nutidsmuseum i Aars fortæller historien om dansk hverdagsliv, kultur og minder fra de seneste 100 år.
Historien om Dansk Nutidsmuseum begynder i slutningen af 1980’erne, da advokat Gorm Pedersen vender hjem fra en tur i Canada. Her har han set et fantastisk museum fyldt med ting og minder fra de seneste 100 år.
Noget tilsvarende måtte kunne laves i Danmark, mente advokaten. Han fik stiftet en fond og engageret en flok frivillige. I 1994 kunne Dansk Nutidsmuseum slå dørene op til en nyoprettet samling i det nedlagte husmandssted, som kommunen havde stillet til rådighed.
Siden er samlingen vokset, og det er antallet af bygninger også. I dag råder museet over i alt 1.200 m² — og der er fyldt godt op.
Museets samlinger
På Dansk Nutidsmuseum er nutiden et begreb, der rækker helt tilbage til begyndelsen af 1900-tallet.
De fleste af tingene på museet stammer fra danskernes dagligdag, som den så ud for 20, 30 eller 100 år siden. Her kan du blandt andet opleve en frisørsalon med gamle curlere med strøm og ledninger, en isenkræmmerbutik, et lille soveværelse og mange andre miljøer fra tidligere tider.
Nogle af byens koryfæer tager imod som de første — tre borgmestre, en sognerådsformand og en kæmner, malet af nu afdøde skoledirektør Stig Arne Tophøj.
Her er det meste. Blandt andet en stor og flot samling af gammelt legetøj og mindst hundrede dukker.
Her kan du også opleve
På museet er der noget at se for alle. Samlingen rummer blandt andet rationeringsmærker, Madam Blå, gamle skrivemaskiner, regnemaskiner og computere.
Du kan også se gamle skolestuer med pulte og hele kongerækken, specialværktøj fra tørvegravning, gamle børnebøger, telefoner med håndsving og drejeskive, natskjorter og fotografiapparater.
Museet rummer også murermester Strandholts rejsekiste fra dengang, han emigrerede til Amerika i 1924, samt vaskemaskiner i træ og med håndsving.
En afdeling fortæller mejeriernes historie — fra mælk i glasflasker over posemælk til nutidens kartoner. Her finder du også et minimejeri i nøjagtig målestok med både lys og mekanik.
Kort og godt: Næsten alt.